En guide til arbejdet med literacy-stationer i indskolingen

Kunne du tænke dig at arbejde målrettet og ’uforstyrret’ med en mindre gruppe elever, mens de andre elever arbejder selvstændigt?

Her er en lille guide til, hvorfor du skal strukturere din undervisning med udgangspunkt i literacy-stationer, og ikke mindst hvordan du kan gøre det i praksis.

Inden jeg fortæller og viser, hvordan jeg arbejder med literacy-stationer i min 1. klasse, får du her mine fem bedste argumenter for, hvorfor du skal give stationer en chance – og selvfølgelig læse resten af blogindlægget:

Literacy-stationerne giver dig mulighed for at:

  1. arbejde målrettet med en mindre elevgruppe
  2. lave en systematisk differentiering af din undervisning
  3. øge elevtrivslen gennem en tydelig og fast struktur
  4. træne elevernes evne til selvstændighed og samarbejde
  5. få et bedre overblik over elevernes læring

Hvad er literacy-stationer?

Literacy-stationer er som navnet antyder stationer, der har fokus på udviklingen af elevers literacy kompetence. Det er fysiske områder, hvor eleverne arbejder med at udvikle deres evne til at afkode, forstå og anvende tegn. Stationerne gør det muligt for eleverne at udvikle deres literacy kompetence alene eller i samarbejde med andre i mindre grupper. De kan være elevstyret eller lærerstyret, og de kan være permanente eller midlertidige. Sidst men ikke mindst kan de struktureres og udformes på utallige måde.

Det har desværre ikke været muligt for mig at opstøve noget dansk faglitteratur om literacy-stationer. Om det hedder literacy-stationer, arbejdsstationer eller værksteder på dansk eller noget helt andet, aner jeg ikke. På engelsk bruges begreberne literacy stations eller literacy centers. Jeg har valgt bare at kalde det literacy-stationer eller stationer. Min viden om stationer har jeg fra diverse engelske fagbøger og de sociale medier. Jeg har de sidste par år fuldt flere dygtige amerikanske eller australske undervisere på de sociale medier. Inspirationen til mine slides og opbygningen af mine literacy-moduler har jeg fra Kayla, der står bag Move Mountains in Kindergarden. Kunne du tænke dig at læse mere om arbejdet med stationer, kan jeg varmt anbefale hendes blog og bogen Simply Small Groups af Debbie Diller.

Hvordan kan stationerne se ud i praksis?

Det eneste krav, der er til stationerne, er, at de har fokus på udviklingen af elevernes literacy kompetence. Derudover er det vigtigt, at stationerne er differentieret således, at eleverne kan arbejde selvstændigt. I min 1. klasse har mine stationer fokus på bogstaver (deres form, udtryk og lyde), stavning, ordkendskab, sætninger, læsning og skrivning.

Hvordan kan arbejdet med stationer se ud i praksis?

Her er en lille film, hvor jeg fortæller og viser, hvordan jeg strukturerer arbejdet med stationer i min 1. klasse.

Mine literacy-moduler er alle 90 minutter og har den samme struktur:

  • 10 minutter: Præsentation og opsætning af dagens tre stationer
  • 20 minutter: Grupperne arbejder ved deres første station
  • 5 minutter: Eleverne gør klar til at rotere
  • 20 minutter: Grupperne arbejder ved deres anden station
  • 5 minutter: Eleverne gør klar til at rotere
  • 20 minutter: Grupperne arbejder ved deres tredje og sidste station
  • 10 minutter: Eleverne hjælper med at lukke stationerne ned

Vi arbejder altså altid med tre forskellige stationer, som eleverne gruppevis roterer imellem. Klassen er inddelt i tre forholdsvis homogene grupper, der er otte elever i hver gruppe. Grupperne sammensættes ud fra bestemte formål. Da vi i øjeblikket arbejder meget med guided reading, er grupperne dannet ud fra elevernes læsekompetence. En oversigt over grupperne og deres respektive ikoner er hængt op i klassen.

Jeg bruger PowerPoint eller Google Slides til at strukturere og visualisere stationerne på tavlen.

De første 10 minutter af modulet bruges til at præsentere og sætte stationerne op. Jeg får en elev fra hver gruppe til at fortælle 1) hvilken station hans eller hendes gruppe skal arbejde ved, 2) hvilket stemmeleje de skal bruge, og 3) hvor lang tid de har ved stationen.

De næste 20 minutter arbejder grupperne ved deres respektive stationer. Timeren på sliden tæller ned og bipper, når tiden er gået. Når eleverne hører timeren bippe, rydder de op gør stationen klar til næste gruppe. Jeg skifter sliden og får igen en elev fra hver gruppe til at fortælle 1) hvilken station hans eller hendes gruppe skal arbejde ved, 2) hvilket stemmeleje de skal bruge, og 3) hvor lang tid de har ved stationen.

De essentielle ved denne måde at arbejde med stationer på, er at to ud af de tre stationer er ikke lærerstyret, dvs. at eleverne arbejder selvstændigt. Den sidste station er lærerstyret, dvs. at jeg sidder ved stationen og guider eleverne. Det giver mig en unik mulighed for at arbejde målrettet med en mindre gruppe elever ad gangen, mens de andre elever arbejder selvstændigt.

Det tager tid at lære en ny struktur at kende. Det tog nok mine elever en måned at blive fortrolige med skiftene. Så hvis du efter den første uge er klar til at kaste håndklædet i ringen, så må du ikke give op. Der er lys for enden af tunnelen. Mine elever elsker literacy-modulerne. De trives i de faste rammer og forudsigeligheden i rotationerne mellem station.

16 thoughts on “En guide til arbejdet med literacy-stationer i indskolingen”

  1. Dejligt at se videoen, hvor du fortæller om din praksis med stationer. Jeg har masser materiale med spil til stationerne, både downloads, apps og fysiske materialer. Håber du vil kikke ind på min hjemmeside og shop.
    Bedste hilsner Kirsten Bach

  2. Anja Liza Frandsen

    Dejlig overskueligt, tak for info og lækkert med video, det gør det så meget nemmere at forstå organiseringen, også hvordan du bruger dine slides.

  3. Tanja Panduro

    Bruger dit lav sjove ord og skal snart igang med sænk 120. Hvis man nu har fundet et par stavefejl i det ø, hvor kan man så melde det ind? Tak for nogle fantastiske materialer. ????????

  4. Hej Pernille

    Jeg sidder og kæmper med at skrive noget i dine slides. Jeg aner simpelthen ikke hvordan jeg skal gøre det? Kan du ikke lave sådan en video for dummies omkring hvordan man gør? 🙂

    Tak for super godt materiale.

    Hilsen Lotte

  5. Mette Lassen

    Hej Pernille
    Jeg skal starte 1. klasse i august og er vildt inspireret af din måde at arbejde i stationer på. Jeg er dog nysgerrig på, om du starter med det fra skoleårets begyndelse, og om du har erfaring med at have den daglige læseundervisning i en station.
    Mvh Mette

    1. Undskyld mit sene svar. Ja, jeg gør det helt fra start. Skal selv starte en første op i år, så jeg håber at lave en ny video, om hvordan I kan starte det op:) Ja, den daglige læsning fungerer virkelig godt som station. Det vil jeg prøve at tage med i videoen 😉

  6. Hej

    Tusind tak for de fine materialer! Vi glæder os til at låse op for 2. klasse på Skørping Skole 🙂
    Vi kan kun finde flaget med “1.” kan du mon lave et til “2.”

    Håber det er til at forstå.
    Mvh Cimmie

  7. Katrine Jozwiak

    Hej Pernille
    Jeg har downloadet dit domino spil. Men hvad er det billede der passer til “q”? Jeg kan simpelthen ikke se det.
    Kh Katrine

  8. Hej Pernille
    Er vildt inspireret af din måde at arbejde på og din side og dine fine materialer. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af at skrive i dine PowerPoint præsentationer til stationerne ? Det ligner at den er ét stort billede, man ikke kan redigere i ? er det fordi du sætter billeder ovenpå og ikke skriver tekst ? Giver mit spørgsmål mening ?
    Bedste hilsner fra Pernille

    1. Hej Pernille

      Undskyld, mit sene svar. Jeg havde ikke set din besked. Tusind tak 😉 Det giver så fint mening. Ja, du sætter tekstbokse og billeder ind ovenpå. Jeg kan evt. se, om jeg ikke kan lave en lille vejledning på Instagram.

      Bedste hilsner
      Pernille

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *